Enhedslistens kritik af Finansministeriet er skæv

Enhedslisten har offentliggjort en rapport (”Den Politiske Regnemaskine”) med anvisninger på, hvordan man skal regne på reformer. Det er lidt af et paradoks, at Enhedslisten vil belære hele verden om ”hvordan man skal regne”, eftersom Enhedslisten for få dage siden fremlagde en 100-dages-plan, der er underfinansieret med 15 mia. kr. i forhold til det budgetterede. Underbudgetteringen skyldes, at man er kommet til at lave regnefejl omkring ulandsbistand, og fordi man bevidst undlader at indregne adfærdseffekter af forhøjelser af skatter og overførselsindkomster.

I den nye rapport (om ”hvordan verden skal regne rigtigt”) er hovedbudskabet, at Finansministeriets regnemetoder favoriserer skattelettelser sammenlignet med det offentlige forbrug. Argumentet er, at Finansministeriet indregner adfærdsændringer, når der ændres på skatter, men ikke indregner adfærdseffekter, når det offentlige forbrug ændres. På skatteområdet er der mange videnskabelige undersøgelser, der konkluderer, at skattelettelser har positive effekter på beskæftigelse mv. Derfor vil det være en bevidst fejl fra Finansministeriets side ikke at indregne disse effekter ud fra sit bedste skøn. Der eksisterer så godt som ingen videnskabelige undersøgelser af effekter af det offentlige forbrug.  Indtil de videnskabelige undersøgelser foreligger kan og bør man ikke indregne adfærdseffekter af det offentlige forbrug.

Jeg har endnu til gode at møde en økonom, der er imod at indregne dynamiske effekter af offentligt forbrug, når der foreligger solide videnskabelige undersøgelser, der dokumenterer virkninger heraf. Der er bare stort set ikke nogen videnskabelige undersøgelser, man kan lægge til grund.  Jeg synes derfor, at Enhedslistens kritik af Finansministeriet er skæv.

I debatten nævnes det kun, at de forventede effekter af det offentlige forbrug kan være positive. Jeg vil fremhæve, at de lige så godt kan være negative. Hvis man f.eks. får skattefinansieret ældrepleje stillet til rådighed, så indebærer det, at man ikke behøver at arbejde så meget for at spare op til privatfinansieret ældrepleje. Det trækker beskæftigelsen ned. Skattefinansierede sygehuse kan også trække beskæftigelsen ned. Når der er skattefinansierede sygehuse behøver man ikke at arbejde sig til en indkomst, der kan finansiere en privat sundhedsforsikring. Disse eksempler illustrerer, at det offentlige forbrug også kan have negative effekter på beskæftigelsen.

Enhedslisten anbefaler i deres rapport, at man i en periode ud fra et ”dobbelt forsigtighedsprincip” ikke skal indregne adfærdseffekter, når man sænker skatter, men derimod skal medregne effekterne, når man hæver skatter og overførselsindkomster. Det er så interessant, at partiet i deres store 100-dages plan, helt glemmer selv at indregne disse effekter. Dermed overvurderer man skatteindtægterne og undervurderer udgifterne. Enhedslisten forekommer ikke her så principfaste. Samlet er der en manko i planen på 15 mia. kr. i forhold til det budgetterede.

3 responses to “Enhedslistens kritik af Finansministeriet er skæv

  1. “Skattefinansierede sygehuse kan også trække beskæftigelsen ned. Når der er skattefinansierede sygehuse behøver man ikke at arbejde sig til en indkomst, der kan finansiere en privat sundhedsforsikring“.
    Det klassiske eksempel på dette er fra USA. Her arbejder stort set 100% af dem der er i dialyse.
    Dem som ikke kan arbejde dør ret hurtigt af nyresvigt. Derfor den dejlige statistik.

  2. Kære Mads,
    Det er jo faktisk ikke en anvisning på, hvordan vi anbefaler, man skal regne på reformer. Det er en kritisk gennemgang af finansministeriets regnemaskine, hvor vi kritiserer regnemodellerne ud fra deres eget udgangspunkt og egne præmisser. Og med det udgangspunkt lægger vi op til en debat om, hvordan vi kan få nogle regnemodeller uden skævvridning og højreorienteret bias.

    Du skriver, at der ”På skatteområdet er der mange videnskabelige undersøgelser, der konkluderer, at skattelettelser har positive effekter på beskæftigelse mv.”. Det er ikke rigtigt, kun hvis du henviser til de studier om øget arbejdstid ved lavere skat, der er lavet på skattepligtig indkomst. Men: Man skal bruge den rigtige variabel, og det er arbejdstid. Når man bruger skattepligtig indkomst, så kan ting, som intet har med arbejdsudbud at gøre (kapitalindkomst, indkomstflytning mv.), påvirke resultatet voldsomt. Og resultaterne af undersøgelserne ligger i øvrigt, alt efter valg af metode og tilgang, mellem næsten ingen selvfinansieringsgrad og op til at det er gratis helt at fjerne topskatten. Hvordan pokker skal vi basere vores politik på dette?
    Kan CEPOS være tilfreds med den usikkerhed? Burde I ikke, lige som os, kræve, at der laves noget ny og opdateret forskning, som faktisk undersøger sammenhængen mellem skat og arbejdstid, og ikke sammenhængen mellem skat og skattepligtig indkomst?

    Du skriver også: ”Der eksisterer så godt som ingen videnskabelige undersøgelser af effekter af det offentlige forbrug”, og der stort set ikke er ”nogen videnskabelige undersøgelser, man kan lægge til grund.” Det er faktuelt forkert.
    De økonomiske vismænd har undersøgt arbejdsudbudsvirkningen af børnepasning og finder positive effekter.
    Derudover viser et andet studie nævnt i rapporten (Simonsen 2010) en klar negativ sammenhæng mellem stigende priser på børnepasning og kvinders mulighed for at deltage på arbejdsmarkedet. Derudover er der også en række andre studier internationalt, herunder også studier fra lande som er sammenlignelige med Danmark.

    Men selv hvis der ikke var sådanne studier, er du så ikke enig i, at der er en skævvridning i dag, når modellen kun kan regne med positive effekter af at sætte skatten ned (endda på et tvivlsomt grundlag), mens de positive effekter ved bruge penge på børnehaver og sygehuse bliver regnet til et stort rundt nul, hvor vi, ifølge regnemaskinen i Finansministeriet, jo faktisk lige så godt bare kunne brænde pengene af i brændeovnen. For det ville have den samme effekt, ifølge regnemaskinen altså, nemlig: nul.
    For tænk nu bare, selv i den for CEPOS måske utænkelige situation, at et skattefinansieret offentligt sundhedsvæsen, i modsætning til et dyrt forsikringsbaseret amerikansk system, havde positive økonomiske effekter. Så giver det da ingen mening at have regnemaskine, hvor det fremstår som en superfornuftig økonomisk beslutning at nedlægge alle offentlige sygehuse og bruge alle pengene på skatterabatter til de rigeste.

  3. Hej Mads, med dine “smukke” argumenter kunne man jo ligeså godt sætte skatten op da folk så skullearbejde mere for st få råd til mad på bordet. Det er jo total galimatias at arbejde med at øgede omkostninger skulle være en økonomisk/ arbejdsudbuds drivkraft i sig selv. Og som Rune Lund skriver, så er der undersøgelser der påviser er effekter på fx dagpleje tilbud.
    Det økonom-standen uværdigt det du disker op med.
    Mvh Andreas Lorenzen(ikke økonom, men fabriksarbejder, uddannet brygger)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *