Den globale ulighed FALDER

I disse dage får man let indtrykket af, at uligheden globalt er stærkt stigende. Indtrykket fås, når man ser omtaler af Oxfam IBIS’ rapport og reportager fra topmødet i Davos. Det er ærgerligt, at offentligheden skal have et forvrænget billede af udviklingen i den globale ulighed.

Normalt opgør man ulighed i indkomster. Og faktum er, at uligheden globalt ifølge IMF er faldet de seneste 3 årtier. Og IMF forventer også, at den globale ulighed vil falde yderligere frem til 2035. Der er blevet mindre forskel på indkomsten for de rigeste og fattigste i verden, når man betragter verden som ét land. Den primære årsag til faldet i den globale ulighed er, at der gennem årtier har været høj vækst i især Asien, herunder i de store lande Kina og Indien.

Den høje vækst i Kina og Indien skyldes de mange markedsreformer, der er gennemført. Landene er åbnet op for handel og udenlandske investeringer, ligesom man har fremmet den private ejendomsret. Disse markedsreformer har gjort landene i stand til at importere maskiner, teknologi og fabrikker fra det mere velstående Vesten. Dette har medvirket til et ”catch-up” i velstand. Dvs. væksten i den fattige del af verden har været betydeligt højere end i den vestlige – og rige – del af verden.

Samtidig har reformerne og væksten løftet mange hundrede millioner af mennesker ud af fattigdom, og det er godt. Ifølge Verdensbanken er den ekstreme fattigdom (personer der har under ca. 2 dollars at leve for om dagen) faldet markant – fra knap 1,9 mia. personer i 1990 til 770 mio. i 2013. Det er en særdeles glædelig udvikling. Verdensbanken forventer, at mange millioner yderligere løftes ud af fattigdom de kommende år som følge af væksten.  Dette kan man læse om i den Fordelingspolitiske Redegørelse, CEPOS udgav lige før jul.

IMF har også set på udviklingen i uligheden internt i landene siden 1985. IMF finder, at det er ca. 53 pct. af landene, der har haft en stigning i uligheden. Den anden halvdel af landene har oplevet et fald i uligheden internt i landene. Stigningen er ofte sket i rige lande som Danmark, mens der har været fald i mange lande i f.eks. Afrika og Latinamerika.

Oxfam har traditionen tro op til Davos medvirket til at piske uligheds-dagsordenen op.

F.eks. konkluderer Oxfam, at de 42 rigeste i verden har lige så meget formue som den halvdel af verdens befolkning, der har lavest formue. Udsagnet giver indtryk af, at de 42 rigeste ejer en meget stor del af verdens formue. Faktum er, at de 42 rigeste ejer 0,5 pct. af verdens formue – et tal der ikke kan give anledning til en eneste avisartikel.  Derfor ”pumper” Oxfam historien op. Oxfams opstilling siger ikke så meget, da de 30-40 pct. med lavest formue har en samlet formue på 0 kr. (da en del mennesker af naturlige årsager har negativ formue – f.eks. er det naturligt at stifte gæld som ung). Dvs. at en person, der har 1 dollar i formue, har mere formue end de 30-40 pct. med lavest formue.

I Danmark (som er blandt verdens mest lige lande målt på indkomst) har de 42 rigeste danskere mere formue end den samlede formue fra de 38 pct. med lavest formue. Det samme gælder i øvrigt for en person med formue på 1 kr. Han har mere formue end de 38 pct. med lavest formue tilsammen.  Jeg synes, det er med til at illustrere, hvor kunstig Oxfams opgørelse er. Det er naturligt, at en del mennesker har nettogæld eller lav formue (eller ingen formue). Det gælder f.eks. unge mennesker. Senere i livet opbygger de unge typisk formue, i takt med at de betaler af på boliggæld mv. Det er ikke noget problem, men tværtimod helt naturligt.

Oxfam har primært fokus på ulighed i formuerne (frem for indkomster). Det er imidlertid et meget dårligt mål for forskelle i levestandarder. Fx bor ca. 20 pct. af de fattigste (opgjort ved formuen) mennesker i verden i Europa og USA (og de er jo ikke blandt de dårligst stillede, men tværtimod blandt de rigeste i verdenen). Når mange i USA og Europa har lav/negativ formue, skyldes det bl.a., at det er muligt at låne penge i velstående lande mens man studerer. Universitetsstuderende i Danmark ender typisk med at have en høj indkomst set over hele livet. Det illustrerer, at formueulighed ikke siger voldsomt meget om hvilken levestandard man har. Derfor er der typisk fokus på indkomstforskelle (fremfor forskelle i formuer), når man måler ulighed.

Sigtet med min blog er ikke at sige, at der ikke er ulighed og fattige i verden. Det er der. Men over de seneste årtier har vi været vidne til store fald i fattigdom, og den globale ulighed er også faldet.  Fremadrettet er der også udsigt til en fortsat gunstig udvikling i både velstand, fattigdom og ulighed, når man ser på verden under ét. Hvis politikerne vil hjælpe denne udvikling på vej, så bør de forfølge det reformspor, som har drevet den positive udvikling de seneste årtier: Nemlig mere frihandel, bedre beskyttelse af privat ejendomsret og generelt mere markedsøkonomi. Derimod skal de ikke lytte til Oxfams prædiken om at forhøje kapitalskatter – det vil nemlig stikke en kæp i hjulet på den økonomiske vækst, til skade for alle.

Potentielle hindringer for den positive udvikling kunne være krige eller et sammenbrud af globaliseringsprocessen, ved at der bliver indført betydelige barrierer for handel og investeringer. Desuden kan dårlig økonomisk politik i OECD-lande hæmme den gunstige udvikling. Hvis væksten bremser op som følge af dårlig økonomisk politik i de rige lande, indebærer det, at de fattigere lande får sværere ved at eksportere, ligesom mulighederne for migration fra fattigere lande bliver mindre (dermed kan der sendes færre penge hjem til hjemlandet).

5 responses to “Den globale ulighed FALDER

  1. Generelt meget enig, men de voldsomme stigninger i lederlønninger i hele den vestlig verden er ikke desto mindre bekymrende. Ledernes lønninger og bonusordninger løber i den grad fra medarbejdernes, at det skriger til himlen. USA´s middelklasse har stort set ikke fået bedre levestandard de sidste 30-40 år, mens topledernes lønninger er tordnet i vejret.
    Det er grundlæggende en meget usund udvikling og hvis den fortsætter vil den også underminere USAs samlede vækst, da det generelt er erfaringen, at det er middelklassen, der bærer den langsigtede vækst og stabilitet i et samfund.
    I dette spil er bonusordningerne de værste skurke – folk bliver typisk belønnet for beslutninger, hvis konsekvenser først viser længe efter, at de er skiftet til nyt job – hvilket jo tydeligt sås i forbindelse med alle de subprimelån, som “dygtige” sælgere med bonusordninger fik solgt. De pågældende sælgere sidder jo den dag i dag med deres fyrstelige bonus på trods af, at deres aktivitet samlet set blot medførte ulykker for alle andre involverede inkl. de selskaber de var ansat i.
    Herhjemme ser vi topledelsen i Nets, der scorer bonusser fuldstændigt ude i skoven og lønninger i DR, der er fuldstændigt ude af proportioner i forhold andre offentligt ansatte.

  2. Helt uenig.

    Formuefordelingen er meget afgørende for velfærd, idet formuen afgør hvor meget af jordens ressourcer du kan eje, ikke indkomst.

  3. Man kunne evt. tage et kig på J .P. Morgan’s argument om at forholdet mellem max/min løn i en organisation ikke må oversige 20:1.

  4. Jamen lighed/mindre ulighed på verdens plan kan selvfølgelig også opnås ved at 1/3 del af befolkningen i vestlige lande mister købekraft – mindst 1/3 del oplever omtrent uændret købekraft. Mens promiller oplever voksende indtægter, som medfører indkøb af Ferrarier, lamburghiner og tilsvarende når fantasierne i øvrigt ikke forslår længere
    Hvorfor tager du (MLH) ikke til Kina eller Indien med dit “opmuntrende budskab”!
    Eller hvad med et budskab om, at fattige danskere skal være glade for, at de ikke er tvunget til at spise græs, som en del af de tidligere indespærrede i IS- enklaver i Syrien?

  5. Verdensbanken er den ekstreme fattigdom (personer der har under ca. 2 dollars at leve for om dagen) faldet markant – fra knap 1,9 mia. personer i 1990 til 770 mio. i 2013.
    Er der en oversigt over, hvad inflationen har gjort ved de to dollars købekraft i perioden?
    Det er muligt, at der kan sættes spørgsmålstegn ved Oxfams beregninger, men det samme gør sig i høj grad gældende for MLH´s anvendelse af makrotal.
    Makrotal kan reelt set ikke anvendes til ret meget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *