Den skingre fattigdomsdebat

Medierne kan i dag berette, at antallet af ”fattige” er fordoblet siden 2002 ifølge en analyse fra AE-rådet. Ifølge analysen er antallet af fattige steget fra 19.000 til 44.000 i 2015.

Inden man svinger sig op i det røde felt, skulle man dog nok starte med en dyb indånding, for der er flere forhold at huske på.

AE-rådet opgør fattigdommen ud fra en relativ fattigdomsdefinition. En relativ fattigdomsdefinition forholder sig ikke til hvilke varer (husleje, mad mv. ), det er nødvendigt at have råd til for ikke at være fattig. Hvis hele Danmarks befolkning fordoblede deres indkomst, vil antallet af fattige ifølge denne definition være uændret, selvom også personer med lave indkomster får fordoblet deres indkomst (f.eks. fra 108.000 kr. årligt efter skat til 216.000 kr.).

Desuden skal man huske på, at en enlig uden børn i AE-rådets analyse kategoriseres som fattig, hvis vedkommende har en indkomst efter skat på 108.600 kr. og derunder i 3 år i træk. Hvis man har en indkomst på f.eks. 100.000 kr. efter skat, så har man en relativ lav indkomst, men jeg mener ikke, at man kan kalde det fattigdom.

I CEPOS har vi udgivet en ”Fordelingspolitisk Redegørelse”, som bl.a. ser på, hvor længe man er i ”fattigdomsgruppen”. Beregningerne viser, at ca. 40 pct. er ude af ”fattigdomsgruppen” efter 1 år, og kun ca. 20 pct. er i ”fattigdomsgruppen” 5 år i træk. Der er dermed – heldigvis – en stor mobilitet ud af gruppen.

Det er korrekt, at en del reformer siden 2002 har reduceret offentlige ydelser. Det gælder bl.a. Thornings og Mette Frederiksens reformer – kontanthjælpsreform, skattereform og reform af førtidspension. Man skal bare huske på, at da f.eks. Mette Frederiksens kontanthjælpsreform fra 2013 (ifølge SR-regeringens egne økonomer) sendte op til 1.900 personer under den såkaldte fattigdomsgrænse, så var det for at forbedre incitamentet til at tage et job. Ifølge Thorning-regeringen medførte kontanthjælpsreformen, at over 4.000 kom i job. Mette Frederiksens førtidspensionsreform sendte op til 2.900 under fattigdomsgrænsen, og skattereformen (der bl.a. skar 5 pct. af reguleringen af kontanthjælp og dagpenge) øgede antallet af økonomisk fattige med ca. 5.800 personer. Disse to reformer øgede beskæftigelsen med 9.000 hhv. 16.000 personer (også ifølge Thorning-regeringens økonomer). Tilsvarende blev udvalgte ydelser sænket under Løkke- og Fogh-regeringerne for at få flere i job.

I stedet for at have fokus på en ret arbitrært valgt fattigdomsgrænse, bør politikerne have fokus på reformer, der får flere i job. Det er den gode vej til højere indkomst.

 

 

One response to “Den skingre fattigdomsdebat

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *