Folketingets økonomer snubler i uligheden

Folketingets økonomer har igen udgivet en rapport. Og igen kommer de galt afsted. I den første rapport konkluderede man, at det er usikkert om lavere marginalskat øger arbejdsindsatsen. I rapport nr. 2 konkluderede man, at det er usikkert om lavere overførselsindkomster øger beskæftigelsen. Denne rapport gav anledning til en pressemeddelelse fra Finansministeriet, hvor det faglige niveau blev kritiseret. I den nye rapport nr. 3 konkluderes det på baggrund af udvalgte studier fra OECD og IMF, at øget ulighed reducerer væksten. Også denne rapport er mangelfuld.

 

Folketingets økonomer har valgt at fremstille sammenhængen mellem ulighed og vækst meget selektivt. Konklusionen om, at mere ulighed giver mindre vækst, er fundet i udvalgte og kritiserede analyser fra IMF og OECD. Ser man på den generelle videnskabelige litteratur, så finder den ingen entydig sammenhæng mellem ulighed og vækst. Det er kritisabelt, at Folketingets økonomer ikke fremhæver dette i sine konklusioner. Verdensbanken har også kritiseret kvaliteten af IMF’s analyse og konkluderer, at den ikke kan sige noget om sammenhængen mellem vækst og ulighed. Det omtaler Folketingets økonomer ikke, hvilket er meget kritisabelt.

 

Økonomi- og Indenrigsministeriet under Morten Østergaard (R) konkluderede i 2015 om IMF-analysen, at ”Der er ikke belæg for at sige, at der er en entydig og universel sammenhæng mellem indkomstforskelle og vækst. … Man kan således ikke konkludere, at større ulighed entydigt skader væksten”.

 

I en helt ny analyse fra IMF (kun få dage gammel) konkluderes det, at øget ulighed ØGER væksten, når Gini-koefficienten er under 0,27.  I Danmark er Ginikoefficienten på ca. 0,25. For Danmarks vedkommende modsiger denne analyse altså Folketingets økonomers konklusion. Det er sigende, at Folketingets økonomer forholder sig kritisk til denne IMF-analyse, mens de fuldstændig ukritisk accepterer en anden og ældre IMF-analyse, som viser det modsatte.

 

OECD’s argument for, at øget ulighed kan give lavere vækst, er bl.a., at kvinder i nogle lande har dårlig adgang til arbejdsmarkedet. Dette kan skyldes mangel på daginstitutioner (familierne kan ikke få passet deres børn, og så må kvinderne bliver derhjemme frem for at arbejde). Dette er ikke relevant for Danmark, da næsten alle børn bliver passet i daginstitution. Desuden fremhæver OECD, at det i nogle lande kan være svært for personer med lave indkomster at få en uddannelse. Dette gælder heller ikke for Danmark, hvor der ikke er brugerbetaling på folkeskole, ungdomsuddannelser og universiteter. Desuden har Danmark OECD’s højeste SU. Der er altså mange argumenter for, at OECD’s og IMF’s analyser ikke har relevans for Danmark.

 

Set i forhold til reform-dagsordenen er der ikke meget, der tyder på, at øget ulighed svækker væksten. Reformerne under f.eks. Thorning, der øgede væksten, har også øget uligheden. Det drejer sig f.eks. om Thornings skattereform (der forhøjede topskattegrænsen og sænkede overførselsindkomsterne), kontanthjælpsreform og førtidspensionsreform. I Danmark er det sådan, at når man via reformer skal øge beskæftigelsen og væksten, så trækker det typisk i retning af øget ulighed. Det skyldes, at når man skal øge beskæftigelsen, så skal det være mere attraktivt at arbejde. Det sker via reformer, der f.eks. sænker overførselsindkomster og marginalskat. Og det øger uligheden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *